Konferencen er gratis og finder sted d. 11. november kl. 9.00-16.00. Konferencen bliver i år afholdt i Kalundborg Kommune på Kragerup Gods.
Som de foregående år, ønsker vi, at så mange som muligt vil dukke op, så vi sammen kan videre udvikle Fishing Zealand som helhed – såvel som med en masse enkeltstående aktiviteter og tiltag. Fra de tidligere konferencer ved vi, at der denne dag bliver skabt masser af nye samarbejder og netværk. Netop samarbejder, er det, der er kernen og styrken i Fishing Zealand. Derfor er konferencen en oplagt mulighed for politikere, kommunalt ansatte, virksomheder, fiskeguider, turistråd, lystfiskere, frivillige og mange andre at mødes, skabe netværk og udvikle idéer sammen.
Konferencen vil i høj grad handle om visioner for fremtidens lystfiskerturisme og lystfiskeri, samt fokusere på kerneværdierne i Fishing Zealand, der på bæredygtig vis gavner miljøet, det lokale erhvervsliv og den sociale indsats over for børn og unge. Der er fortsat et stort udviklingspotentiale inden for vandpleje, lystfiskeriet og lystfiskerturismen på Sjælland, og der sigtes derfor mod at give deltagerne øget viden om Fishing Zealand projektets mange fokus- og arbejdsområder.
Hvad byder dagen på?
Dagen vil bestå af tre oplæg i plenum samt to workshop-runder, som skal ruste turistråd, politikere, offentligt ansatte, virksomheder, lystfiskere generelt og andre interessenter til at være med i videreudvikling af bæredygtigt lystfiskeri i de kommende år.
Blandt andre kommer Mogens Jensen, Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde og giver et oplæg i plenum.
Dagens oplæg vil bl.a. bidrage til at skabe en mere fyldestgørende forståelse af lystfiskere som målgruppe, betydningen af miljøindsatser, lystfiskeri som socialt middel til aktivering af børn og unge samt lystfiskerturisme som indtægtskilde for lokale erhvervsdrivende. I de forskellige workshops vil der være lejlighed og tid til at debattere de berørte emner.
Tilmelding
Deltagelse på konferencen er gratis, men vær opmærksom på, at der kun er plads til 120 deltagere. Tilmelding foregår via mail til konference@fishingzealand.dk (Husk at skrive i tilmeldingen, hvem du repræsenterer). Tilmeldingsfrist senest 6. november 2019.
Du er først tilmeldt, når du har modtaget en bekræftelse. I tilfælde af overbooking forbeholder Fishing Zealand sig retten til at udvælge deltagere, for at få en repræsentativ bred dækning af både politikere, lystfiskere, institutioner, virksomheder osv.
Adresse
Konferencen afholdes på Kragerup Gods, Kragerupgaardsvej 33, 4291 Ruds Vedby.