Danske fjorde og farvande har det elendigt, hedder det. Men billedet er helt forskelligt to steder i
samme fjord
Det vrimler med ål. Og der er masser af skubber og makreller, foruden hornfisk,
ørreder, sild, torsk og rejer. Sådan oplever fritidsfiskerne det, og en ekspert bekræfter,
at der i hvert fald er én fjord i landet, hvor hævede øjenbryn og dystre ord om døde
fjorde og farvande ikke holder i praksis.
• ” Fritidsfiskere i Roskilde Fjord oplever en rig fiskebestand med ål, skrubber, makreller, hornfisk,
ørreder, sild og rejer.
• DTU Aquas lektor og havbiolog Mikael van Deurs bekræfter, at Roskilde Fjord har en sund
fiskebestand sammenlignet med andre danske fjorde.
• Van Deurs påpeger, at fiskebestandene generelt er bedre end for 20-30 år siden, men dårligere end
for 100 år siden.
• Selvom der er iltsvind og fiskedød ved Roskilde Havn, er fjorden som helhed ikke død, men har det
relativt godt.
Det er Roskilde Fjord, som netop nu er i vælten, fordi der er iltsvind og fiskedød i bunden ved
Roskilde Havn. Der tales om fedtemøg, og generelt kan man få den opfattelse, at Roskilde Fjord er
stendød.
Alt liv i vandet i Roskilde Havn kvalt af iltmangel
-Men det vrimler med ål i fjorden, fastslår formand for Frederikssund Fritidsfiskerforening, Bjarne
Opprud. Han bakkes op af flere andre fritidsfiskere i foreningen.
Fritidsfiskerne fik i 2023 forbud mod at fange ål, og det er de kede af set i lyset af, at der er masser
af ål i Roskilde Fjord, – så mange, at det formentlig er den fjord i landet, hvor der er flest ål.
Nu slipper de ålene ud, når de går i garn og ruser. Mens dem der har fiskeri som erhverv og
bierhverv, får lov at lande ålene.
Ifølge Bjarne Opprud er der også mange skrubber og makreller i fjorden – og også hornfisk,
ørreder, sild og rejer.
-Selv har jeg fanget torsk i fjorden, beretter han og pointerer, at alle ved fjorden godt kan være
glade for, at livet i fjorden har det langt bedre, end rygtet fortæller.
-Som fritidsfiskerne har vi generelt rigtig meget at være glade for, fastslår han.
Ekspert enig
På DTU Aqua bekræfter lektor og havbiolog Mikael van Deurs, at fiskebestanden i Roskilde Fjord
generelt har det godt.
DTU Aqua udarbejder nøgletal for fiskerifangster i danske fjorde og farvande og kigger på
fangsterne historisk.
– Der er ingen tvivl om, at fiskebestandene overalt i landet har det værre end for 100 år siden. Det
gælder alle arter. Der er blevet færre fisk. Roskilde Fjord er formentlig en af de fjorde i landet, der
har det bedst, siger han og supplerer:
– Fjordene har det mange steder bedre end for 20-30 år siden, hvilket ret sikkert er et resultat af, at
man har fået mere styr på udledningen af næringsstoffer fra byerne.
Flest ål
Ifølge Mikael van Deurs er det mange ål i Roskilde Fjord, som, han vurderer, er den fjord i landet,
hvor der er flest ål.
– De seneste tal fra vores nøglefiskere viser, at skrubbebestanden er gået tilbage i perioden mellem
2018 og 2022, men det er muligt, at vi ser et lille opsving i år. Når fritidsfiskerne i Frederikssund
fortæller, at der er mange skrubber i fjorden, svarer det fint overens med, hvad jeg også har hørt
andre steder fra.
Mikael van Deurs nikker tilsvarende genkendende til fritidsfiskernes ord om, at der mange
makreller i Roskilde Fjord.
– Det er noget relativ nyt. Makrellen var ikke udbredt i fjorden for nogle årtier siden, fortæller han.
Han ved, at der også er hornfisk, sild og ørreder i fjorden.
Har det godt
Mikael van Deurs gør opmærksom på, at bestande går op og ned, og at det hele ikke kan forklares
og tælles – samt at der også kan være – og er – dele af fjorde, hvor der som ved Roskilde netop nu er
iltsvind og fiskedød.
-Men Roskilde Fjord er ikke død. Tværtimod har fiskebestanden i fjorden det relativ godt, bekræfter
Mikael van Deurs fritidsfiskernes ord.
Kilde Dagblade Roskilde