Årets sidste fisketur…
D. 27. november var en meget smuk dag! Solen skinnede, vinden var svag, spredte skyer over den blå
himmel. Det var fredag eftermiddag og på vejen ud mod spidsen, hvor fredningen ved Salvadparken slutter,
mødte jeg flere, der gik indad mod P pladsen. Folk hyggede sig og gik tur i det gode vejr.
Jeg gik i vandet, hvor jeg kunne se nedad Salvad næsset og så frem til en skøn solnedgang. Længst ude gik
en familie på 5 og midt på stykket to personer, der senere viste sig at være to kvinder.
Jeg satte min vadestok i vandet og gik ud i det kolde klare vand, hvor en stor flok svaner rodede op i
bunden. Et godt tegn. Jeg hægtede min vadestok i bæltet, da jeg havde passeret området med sten; sikrede
mig at fangstnettet og min lille rygsæk hang rigtigt på skuldrene.
Min nye bombada opsætning foldede sig ud og ramte vandet et godt stykke ude. Kobberbassen må have
glimtet smukt i solen og det klare vand nær de skygge områder, jeg søgte at ramme. Efter flere kast, hvor
jeg ikke mærkede noget til ørred aktivitet, tog jeg et par skridt ind mod Roskilde, hvor jeg i det fjerne kunne
se domkirkens to tårne. Svaneflokken fjernede sig langsomt og jeg fulgte forsigtigt efter. Fortsat ingen hug;
jeg så ned, blæretang lidt væk og ellers helt bar sandbund, let riflet af vandets bevægelser. Påbegyndte
endnu et skridt, men mit højre ben kom ikke frem; hang fast i et eller andet jeg ikke havde forudset.
Kroppen var allerede ude over venstre ben og i næste nu blev jeg klar over, at jeg ville miste balancen!
Fiskestangen pegede bagud, så den kunne jeg ikke nå at sætte i vandet; og vade stokken hang i bæltet!
Der var ikke noget at stille op! Jeg gik lige på hovedet i det kolde vand! Kunne se bunden nærme sig med
stor fart! Jeg slap fiskestangen; kunne høre og se vandet lukkede sig omkring mig. Jeg søgte fortvivlet efter
sandbunden med mine hænder. Jeg kunne lige netop nå bunden med hovedet halvt under vand, men i den
stilling kunne jeg ikke få luft, så jeg stødte af al kraft fra med mine hænder for at rejse mig; fik løftet
hovedet og snappede efter luft. Jeg kunne se bredden 20-30 meter til venstre for mig og faldt igen tilbage i
vandet, for uanset hvor hårdt jeg stødte fra mod bunden, kunne jeg ikke komme op på benene. Luften i
mine waders holdt begge mine ben flydende i vandoverfladen. Jeg kæmpede fortvivlet og det hele gentog
sig flere gange. Situationen var kritisk! Tankerne fløj gennem hovedet på mig; hvad nu! Jeg kunne ikke
overskue at bukke mig sammen og på den måde få luften ud af mine waders, det havde jeg simpelthen ikke
luft nok til! ”Om på ryggen!” tænkte jeg! Og i samme øjeblik jeg lå der på ryggen, kunne jeg igen få luft,
men stadig i noget nær panik begyndte jeg at ryg svømme ind mod strandkanten. Jeg plaskede løs som en
gal og pudsigt nok hjalp min rygsæk med at holde mig oppe. Jeg skubbede fra, i vandet, med benene, som
nu ikke længere var en hindring, men en hjælp på min vej ind. Benene flød i overfladen og med armene
kunne jeg holde hovedet oven vande! Efter nogle minutters kamp kunne jeg mærke bunden med både
arme og ben; og lidt efter kunne jeg, drivvåd, stønnende rejse mig.
”Skal du have hjælp?” lød en stemme. Jeg vendte mig om, og så en af de to kvinder: ”Nej, jeg er ok nu, hvis
I skulle have hjulpet mig, skulle I nok være kommet lidt før!” sagde jeg med et skævt smil. De to kvinder
havde på afstand set mig falde i vandet og havde hastigt nærmet sig: ”Der var vældigt liv i dig!”
De to gik videre. Jeg kunne se min fiskestang et godt stykke ude. Jeg hægtede min vade stok af og gik ud og
hentede den. Dagens, og årets sidste fisketur, var slut næsten før den var begyndt og med halvt fyldt
waders sjoskede jeg ind mod P pladsen ved Hove Å. Jeg var nogenlunde varm, men mine hænder begyndte
at fryse og da jeg skulle åbne bilen fandt jeg ud af at ’brikken’ til centrallåsen havde taget skade af turen i
vandet. Det var ved at blive mørkt, mine hænder var stive af kulde og jeg kunne ikke få den manuelle
nøgledel ud af min ’brik’. Jeg tog en kniv frem for at frigøre nøglen, men skar mig i en finger. Det blødte.
Heldigvis kom nu familien og manden hjalp mig med at få den manuelle nøgle fri og jeg kunne nu komme
ind i min bil. ”Så er det med at få startet og tændt for varmen” sagde manden ”Har du tørt tøj i bilen eller
skal du have et tæppe?” Nej, nu var jeg på sikker grund og kunne snart være hjemme! Godt denne dag var
en dag, hvor der var mennesker på stranden; mennesker, der kunne være opmærksomme og hjælpe mig.
Kun en tåbe frygter ikke fjordens klare vand! Fremover har jeg lovet mig selv at bære svømmevest, så er jeg
sikker på at også min overkrop fylder ovenpå!
Husk, hvis ikke du har svømmevest på, så er rygsvømning din redning!
Per Kristensen