Rigtig mange mennesker og ROLK medlemmer var mødt op ved navngivningen og søsætningen, af vores nye fælles båd med Roskilde Oplevelseshavn – ROH og ROLK. Det blev en festdag med taler, champagne og lækre kager. Solen skinnede fra en skyfri himmel og jomfruturen var en stor succes. Kutlingen sejler med elmotorer og det betyder at den er næsten lydløs, der ved lav hastighed kan sejle alene på solpanelerne, det er vildt.

Som formand var det en af mine største dage i ROLK. At vi sammen med ROH har kunnet skaffe 550.000 kr til projektet, var alle de mange timers arbejde værd. For ROLK betyder det, at vi får mulighed for at fiske og opleve den smukke natur ved og på fjorden, hvor og hvornår vi vil. Det bliver muligt at sejle til andre havne i fjorden, eventuelt med overnatning for bl.a. juniorer osv. Vi kommer til at dyrke fjordfiskeriet på nye og spændende måder. Vi ser frem til foråret, hvor vi kan starte det hele op, så glæd dig. Kutlingen ligger på en plads ved den første bro ved Roskilde Sejlklub, så er du på en gåtur, kan du nyde synet af den.