Peter Lennert havde taget sin familie, -kæresten Margit og Mille på 9 år med på hyggetur til Himmelev Bæk i weekenden for at hjælpe til med at restaurere en 400 meter lang strækning i det lille vandløb, der løber til Maglemose Å og siden til Roskilde Fjord, hvor Peter fanger en del havørreder hvert år.
Søndagens mission i Himmelev Bæk for de mere end 25 fremmødte frivillige fra Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) og Den sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund var, at forvandle bækken fra vandmotorvej til ”Marguerit-rute” for ørreder fuld af sving, og bump, og sten og grus på vejen. En opgave, Margit og Mille i den grad påtog sig sammen med de andre frivillige, der var mødt op for at skabe liv og glade dage i Himmelev Bæk.
Projektet var forberedt over en længere periode, idet både lodsejere, Roskilde Kommune, og andre interessenter har samarbejdet om projektet, som ROLK og Den sjællandske Grusbande tog initiativ til allerede i begyndelsen af året.
Netop den lange sagsbehandling og planlægning sikrer, at alle aftaler er på plads inden der lægges så meget som en perlesten i vandløbet.
Det er Roskilde Kommune, der som vandløbsmyndighed godkender den slags projekter. Finansieringen har de frivillige stået for gennem Fisketegnsmidlerne, men fik en kærkommen håndsrækning af Roskilde Kommune, da det viste sig, at der var brug for en maskine med larvefødder for at køre på de fugtige arealer langs bækken.
”Gudskelov, for mellem 50-60 tons fodbold-sten og gydegrus skulle lægges i bækken i søndags og uden maskinkraft, havde vi ikke kunne klare os med en enkelt dag til udførelsen af projektet”, lyder det fra Rune Hylby, der er bandeleder i Grusbanden!
Det er netop Rune Hylby, der har stået for projektbeskrivelsen i et tæt samarbejde med Uffe Clemmesen, formand for ROLK.
I søndags på selve projektdagen var både Uffe og Rune tidligt i gang sammen med maskinfører Thomas Sørensen, idet de mange skjulesten, der vejede op til 150-200 kg, skulle lægges langs vandløbet således, at det var nemmere for de frivillige at lægge dem pænt til rette nede i Himmelev Bæk for at skabe den variation, der er så vigtig for et godt og varieret miljø i vandløbet. Sten i vandløbet har nemlig stor betydning for miljøtilstanden, for ørredbestanden og for biodiversiteten.
Klokken 10.10 mødte mere end 25 frivillige op for at lægge kræfter i forvandlingen af Himmelev Bæk.